55 34 50 03

adm@fondenclemens.dk

Sikkermail: sikkermail@fondenclemens.dk

CVR nr. 29268991

Ansøgninger sendes til: job@fondenclemens.dk

Bostedet Vejløvej

Vejløvej er et bo – og behandlingssted for unge over 10 år, der har omfattende psykiske vanskeligheder og har brug for at være et sted, hvor medarbejderne modtager psykiatrisk vejledning.

På Vejløvej er der både § 66 og §107 pladser.

Her kan bo unge med og uden psykiatriske diagnoser, traumereaktioner, selvskadende adfærd, unge der kender til psykotiske oplevelser og andre alvorlige symptomer.
Vi ser ved hver henvendelse på, om den unge kan trives i den samlede ungegruppe og dernæst tager vi de nødvendige hensyn, som der kunne være brug for.

Vi har valgt, at Vejløvej på rigtig mange måder er et meget ressourcestærkt hjem for de unge. Vi skaber både fællesskab og individuelle opgaveløsninger.

Vejløvej er et opholdssted/botilbud under Fonden Clemens.
At bo i Fonden Clemens betyder, at man først og fremmest ses som et ungt menneske, der mødes af de voksne med positive forventninger og fuld overbevisning om, at den unge vil samarbejde om at sætte den bedste retning på sit liv. Man mødes af en organisation, der har gode erfaringer og resultater med at have sådanne værdier.

Vejløvej deler administration med de øvrige afdelinger i fonden.
Administrationen har til huse på Følfodvej 6, 4750 Lundby.

Fysiske forhold

Huset på Vejløvej er et stort hus på 630 m2 og ligger i et meget naturskønt område ved Gavnø slot og med kun 7 km til Næstved by.

Der er plads til 9 unge på bostedet, der er opdelt i to små bogrupper med 6 unge i stueetagen samt et bofællesskab for 3 unge på 1.salen af huset.

Alle værelser er møblerede. Der er mulighed for at medbringe egne møbler.

Det er vigtigt for os, at hus og have er indrettet, så det både er en tryg base og også giver mulighed for både alderssvarende udfoldelse og sansestimulation.

Værdigrundlag

Vores grundlæggende værdier er anerkendelse, troværdighed, respekt, inddragelse. Heri ligger det implicit, at vi også lægger vægt på empati, indlevelse og forståelse, på gensidighed, åbenhed, tillid og samarbejde samt på humor, ærlighed, forudsigelighed, genkendelighed og tydelighed.

Vi vil altid tilstræbe overensstemmelse mellem ord og handling.

Vores værdier er et resultat af et kompetenceudviklingsforløb i organisationen, hvor medarbejderne har arbejdet med værdier samt betydningen af disse. Der arbejdes kontinuerligt med værdierne på p-møder, supervision samt pædagogiske dage.

I vores arbejde og omgang med de unge mennesker er værdigrundlaget selve fundamentet. Værdierne genfindes i vores menneskesyn og udviklingsforståelse og følgelig også i vores teori og metode tilgang.

Målgruppe

Vi modtager normaltbegavede unge fra 10 år med psykiatriske, psykiske og sociale problemstillinger. Disse kan vise sig i form af tilknytnings- og kontaktforstyrrelser og/eller psykiske vanskeligheder, der kræver psykiatrisk specialviden – og behandling.

På Vejløvej bor altså unge, som har særligt brug for at blive mødt af voksne, der har kompetencer inden for psykiatri og i et miljø der er tilrettelagt, så det særligt gavner udviklingsarbejdet for unge med psykiatriske vanskeligheder.

Vores indskrevne børn og unge kan komme fra et hjem med misbrug, psykisk syge forældre, forældre med ringe eller helt uden forældre evne eller fra hjem med uhensigtsmæssige familiemønstre.
Der kan her være tale om traumatiske oplevelser, fysiske og seksuelle overgreb, omsorgssvigt af fysisk eller mental karakter eller udtalt manglende forståelse i familien for, hvad børnene og de unge skal rustes til i det moderne samfund for at have muligheden for selv, eller sammen med andre, at skabe en selvstændig tilværelse.

Målsætning

Fonden Clemens ønsker at være et højt kvalificeret og socialpædagogisk behandlingssted, der i en meningsfyldt hverdag kompetenceudvikler barnet/den unge, så denne bliver rustet til samfundets udfordringer. Vi ser os selv som et dynamisk og udviklingsorienteret sted, der ønsker at skabe synlige resultater.

I den daglige praksis på Vejløvej, ønsker vi at have nogle klare rytmer og et miljø i hverdagen, der er fast og trygt nok til at give afsæt for kreativitet og udvikling for den, der har det psykisk svært, samtidig med at der er øje for en nødvendig fleksibilitet, når det er påkrævet.

Vi arbejder altid ud fra en helhedstanke med rødder i vores grundlæggende værdier.

Medarbejdere

På Vejløvej tilstræbes tilstedeværelse af et kompetent, tværfagligt sammensat team.

Der er en sundhedsfagligt uddannet medarbejder i teamet, der kan tage ansvar for medicinhåndteringen på stedet. Og derudover har vi tilknyttet en fast sygeplejerske, der fører tilsyn med medicinhåndteringen i Fonden.
Der er psykiatrisk viden og erfaringer i gruppen – og vejledning i psykiatri vedrørende vores unge ved fastsatte konferencer i huset.

Vi har en bred vifte af veluddannede medarbejdere med forskellige baggrunde som gør, at vi så bredt som muligt kan varetage de opgaver og ønsker, der er i vores arbejde med de børn og unge, som vi har boende.

Ledelse

Vejløvej ledes i et dagligt samarbejde mellem afdelingsleder med relevant uddannelse og erfaring og viceforstanderen i Fonden Clemens.

Faglig tilgang

Mentaliseringsbaseret pædagogisk tilgang

Anerkendende tilgang

Miljøterapeutiske tilgang.

Metode

I det daglige arbejde holder vi vi meget fokus på den sunde udvikling, på relationer, fællesskabets og netværkets betydning.Mentalisering – samt anerkendende pædagogik sammen med bevidsthed og fokus på, hvordan miljøets rytmer, rammer og pålidelige voksne støtter op om den unges indre rum for udvikling.

Samarbejdet med den unge tager udgangspunkt i en forståelse for, at unge med psykiske vanskeligheder udover ovenstående har brug for samvær med mentaliserende voksne for selv at tilegne sig bedre evne til mentalisering og dermed også bedre følelsesregulering.
De unge har brug for at danne sig erfaringer for, hvordan de psykiske vanskeligheder kan håndteres bedst muligt med mindst mulig social konsekvens og mindst mulig trang til destruktiv adfærd. Jo bedre evne til mentalisere jo bedre er muligheden for at indgå i de relationer, der skal danne afsæt og mod til forandringsprocesser.

Miljøet er lig med de fleksible, men klare rytmer og rammer, der er omkring dagliglivet på Vejløvej.
Hvor det er tænkt ind, at indretning, farvevalg, højde på musik, aktivitetsmuligheder, dag – og ugeskemaet, overholdelse af tider og de aftaler, der i øvrigt er indgået, virker tillidsskabende og stressdæmpende og giver overskud til at arbejde på udvikling sammen.

Miljøet tager udgangspunkt i normalforventninger og angiver derudover kulturen i huset, hvilket er en stor støtte det første halve år efter at en ung er flyttet ind.

Miljøet vurderes løbende, tilpasses de aktuelle unges behov og er på ingen måde en rigid, men tvært i mod en hjælpsom størrelse.

Resultatdokumentation

Sammen med den unge undersøger vi via udviklingsplanlægning med mål og delmål, kontinuerlig opfølgning og evaluering, om den unge får de ønskede resultater ud af at bo på bostedet.

Vi anvender principperne i ICS (Integrated Children System) som udgangspunkt for vores udviklingsplanlægning og resultatdokumentation.

Resultatdokumentationer deles via statusrapport og på de halvårlige statusmøder mellem os, den unge, forældre og anbringende myndighed. Anledningen er en fælles drøftelse af om anbringelsen hos os fortsat giver god mening og om udviklingsarbejdet fortsat sigter hen mod de overordnede mål i den kommunale handleplan. Ny viden og erfaringer kan have rykket noget undervejs, som skal tænkes med ind i de overordnede forventninger og mål.

Sundhed og forebyggelse

For at give de unge det bedste fundament for en sundhedsmæssig acceptabel tilværelse, hvor kost- og livsstilssygdomme undgås i videst muligt omfang, tilstræbes det, at den basiskost, opholdsstederne tilbyder, falder inden for Sundhedsstyrelsens kostråd.

Sukker er ikke til fri afbenyttelse, dog bruges det stadig i madlavningen.

For at give de unge indblik i sammenhængen mellem råvarer, forarbejdning og sanser deltager de på skift i den daglige proces i det omfang, den enkelte kan præstere den givne dag.

Den kostansvarlige lægger en menuplan på minimum en uge ad gangen, gerne sammen med de unge. I denne tages der højde for de unges ønsker, for så vidt det falder inden for definitionen af sund og varieret kost.

Der vil blive taget hensyn til specielle behov, når der er lægeligt belæg herfor eller når religiøsitet kræver det.
De forhold afgøres i samarbejde med relevante eksterne parter.

Ved særlige lejligheder (fødselsdage, højtider og andre mærkedage) følges til en vis grad de kostmæssige traditioner, som knytter sig hertil.

Vi har en sundhedsfaglig medarbejder, der har ansvar for medicinhåndtering, og vi har fokus på, at alle medarbejdere kan iagttage virkninger og eventuelle bivirkninger af medicin.
Medarbejderne kan støtte den unge i den del af tilværelsen, der forbigående, eller på langt sigt, handler om at være nødt til at tage medicin mod psykisk svære symptomer.

Dagbeskæftigelse

De unge på Vejløvej har alle et dagtilbud, der passes.

Dette kan være skolegang, for de der endnu ikke har afsluttet folkeskolen, eller anden beskæftigelse, der gerne skal foregå uden for Vejløvej.

Vi forventer et solidt fagligt samarbejde omkring skoleplacering, hvilket indebærer gensidighed m.h.t. information, procedurer og skriftlighed.

Vi er åbne for de formelle krav der stilles, og er samtidigt omhyggelige i redegørelsen af vores opfattelse af den unge, således at en fælles rådslagning kommer pågældende til gode i størst mulig grad.

Daghøjskoler og praktik:

Der findes daghøjskoler i området, der kan være en mulighed at gå på.

Vi har opbygget et mindre netværk af praktiksteder, hvor der er mulighed for at indgå i arbejdsstedets dagligdag i en længere eller kortere periode.

Der er mulighed for at gå på VUC for enten at forbedre tidligere eksaminer eller kvalificere sig i forhold til et erhvervsønske.

Fritidsaktiviteter

Vi forsøger til hver en tid at etablere aktiviteter, som både er gode for de unge at lave og som de kan motiveres til at være med til. Dette kan være både udendørs og indendørs aktiviteter.Og så snart den unge er klar til det, støtter vi den unge i at have fritidsinteresser udenfor bostedet. Fritidsaktiviteter aftales med kontaktpersoner som en del af udviklingsplanlægningen.
Det er en vigtig del af udviklingsarbejdet, at de unge efter udflytningen fra Vejløvej har fundet ud af at skabe sig et godt fritidsliv.

Indflytning

Efter at have modtaget og gennemgået journalstoffet på barnet/den unge og evt. drøftet sagen med vores supervisor, indkaldes til et møde med anbringende myndighed hvor der gensidigt afklares, hvilke forventninger der er til anbringelsen, hvorefter evt. tilsagn gives.

Som en vigtig del af visitationen er det af stor betydning, at skoleplaceringen er på plads inden indskrivning for de unge, der er i den skolepligtige alder.

Bostedet Vejløvej indkalder til et formøde, hvor barnet/den unge og forældre bliver informeret om vores værdigrundlag og praksis.

Efter aftalt tid gives tilsagn fra anbringende myndighed, barnet/den unge og dennes værge og indflytningsdato aftales.

Med mindre der er tale om tvangsanbringelse, forudsætter indskrivning på organisationen, at barnet/ den unge selv giver sit tilsagn om at ville bo hos os med den struktur og de regler, der er beskrevet ved det indledende besøg og som er beskrevet i ”Ung på Vejløvej” – et hæfte, der udleveres ved visitationssamtalen.

Udskrivning og Efterværn

Som udgangspunkt opsiges den anbragte ikke i utide, men skrives ud, og i alle tilfælde gælder det, at vi tilbyder en opfølgning i form at gennemarbejdede planer for et videre forløb.

Vi ønsker at tilbyde tilknytning efter endt anbringelse i form af vedvarende kontakt med bostedet.
Vi kan støtte i bo-træning i den udstrækning, der er behov for det.
Det samme gælder støtte til valg og gennemførelse af uddannelse.

Vi gør meget ud af, at udslusningsfasen skal være lige så positiv en oplevelse som indslusningsfasen.

Samarbejdsrelationer

Vi lægger stor vægt på at have et konstruktivt samarbejde med vores samarbejdspartnere, det gælder både professionelle, barnet/den unge samt dennes netværk.
Vi arbejder for et åbent og ærligt samarbejde, hvor vi i det omfang, det er muligt, tilgodeser den enkeltes behov og ressourcer og inddrager alle relevante parter.

Kontakten til vores samarbejdspartnere vil være af forskellige karakterer, men kan både være via mail, brev, møde, og telefonisk kontakt efter behov eller aftale.
I de samarbejdsrelationer, hvor der er et lovkrav om hyppighed og indhold/ramme imødekommer vi disse.

Forældre – og pårørende samarbejde

Som alt andet samarbejde skal dette være båret af respekt, anerkendelse og åbenhed i forhold til en fælles indsats for at skabe gode muligheder for børnene og de unge.Det er vigtigt med et højt informationsniveau, som videreformidles, så det bliver brugbart for den enkelte.

For de allerfleste unge er der et ugering til forældre fra os – sammen med den unge, hvor vi får talt sammen om, hvordan det går med det hele.

Forældremyndighed er i vores øjne ikke kun et juridisk forhold, men indeholder også et etisk aspekt, som de fagpersoner, der til daglig omgiver barnet/den unge, må tage højde for, ved hele tiden at inddrage forældre i beslutningsprocesser af både overordnet og praktisk karakter.
Vi arbejder derfor på en god kommunikation og samhørighed med forældre og andre pårørende i størst muligt omfang.

Hen over året afvikles fælles forældrearrangementer, i form af et sommer- og et julearrangement.

Andre familiemedlemmer inviteres i samråd med forældre eller værger.

Vi modtager gerne besøg på hverdage eller weekender i den udstrækning, at dette ikke påvirker husets dagligdag i for høj grad, eller blokerer for den enkeltes deltagelse i fælles, planlagte oplevelser.

Vi vil bestræbe os på, at sikre et højt informationsniveau i forhold til forældrene ved f.eks. at udsende nyhedsbreve med info om huset.

Eksternt samarbejde

For speciallæger, psykologer, ergo/fysioterapeuter og distriktspsykiatrien forestår samarbejdet på baggrund af henvisninger eller bevillinger fra barnet/den unges anbringende myndighed og samarbejdet vedrører således den enkelte unge.

Psykiater

På Vejløvej er tilknyttet psykiater til sagssupervision- og sparring omkring de unges behandlingsforløb.

Supervision

Medarbejderne på Vejløvej får intern miljøterapeutisk supervision af Liselotte Juul og ekstern supervision ved Vejløvejs kliniske psykolog Per Wermuth.

Supervisionen er af den samlede medarbejdergruppe, samt ved behov enkelt-supervision.

Download beskrivelsen af Vejløvej